mandag den 1. februar 2016

VNT i praktikken

Når man som studerende får mulighed for at komme ud i 'virkeligheden' og afprøve de ting man lærer på studiet, gælder det om at få afprøvet en masse ting. Det gælder selvfølgelig også for VNT. Jeg har derfor forsøgt at tage diverse aktiviteter fra faget med ud i mine praktikker. Her følger et lille udpluk af mine oplevelser :-)

Sæbeboble-sjov

I den SFO hvor jeg var i min 2. praktik, holdes der hvert år et junimarked, hvor alle børn og forældre samles omkring en masse aktiviteter, loppe-boder, mad og alt muligt andet sjovt. En super hyggelig dag, som både personale, børn og forældre ser rigtig meget frem til. Denne gang, synes min vejleder og jeg, at markedet var en oplagt mulighed for mig, til at få ansvaret for at planlægge og udføre en af aktivitets-boderne. Derfor besluttede jeg mig for, at lave nogle billeder ud af sæbebobler. Inden markedet afprøvede jeg aktiviteten i SFO'ens kreative værksted, hvor børnene kunne lave små individuelle billeder. På selve dagen lavede vi 3 store fælles billeder - hvor både børn, søskende og forældre hjalp til.

Billederne er lavet på almindelige maler-lærreder. Jeg blandede 4 forskellige frugtfarver i små sæbebobbelrør, så der kunne være flere i gang på én gang - og så var det ellers bare at puste :-)







Billederne blev super fine. For at få farven til at binde mere (erfaring fra afprøvningen i værkstedet) dryssede jeg dem med groft salt inden sæben tørrede ind. Her er resultaterne :-)
Billederne blev bagefter hængt op i SFO'en.




Fletteprojekt

I min første praktik var jeg på tur til trapholdt med pigerne fra 'min' klasse. Her var der en udstilling med flettede kurve, tasker, osv., som bliver lavet af papir fra kaffeposer, osv. Som en del af efterarbejdet med turen valgte jeg derfor at vi skulle prøve selv at begive os ud i flette teknikken. For ikke at gøre aktiviteten for svær (det er i forvejen svært at flette) valgte jeg at vi 'bare' skulle lave nøgleringe og armbånd - noget jeg forsøgte mig med derhjemme først. :-)








Det viste sig alligevel at være lidt svært for nogle af prigerne. Men med lidt fælles hjælp endte vi alligevel med nogle super fine resultater. Og pigerne var SÅ stolte af deres kreationer. :-)

Tegne med sanserne

I min anden praktik foregik meget af min tid i den Glidende Overgang inden skolestart. Her blev dagene planlagt så børnene skulle i forskellige værksteder. Jeg havde ansvaret for flere dage i det kreative hjørne hvor vi bl.a. lavede nøgleringe på krympeplast, malede på porcelæn, arbejdede med forskellige ler-typer, papmasche, og meget andet. Vi lavede også et tegneværksted. En af dagene besluttede jeg mig for at prøve at kombinere tegningen med et af de andre temaer omkring sanserne. Jeg havde derfor taget nogle forskellige ting (krydderier, frugt, osv.) med, som børnene skulle lugte til (med lukkede øjne). Bagefter skulle de tegne det, som duften fik dem til at tænke på. Resultaterne er rigtig sjove, og viser tydeligt hvordan en duft kan fremkalde forskellige ting (livretter, ferieminder, osv.), hos hvert barn:









Kreativitet med plus-plussere

I min første praktik havde SFO'en et legerum, hvor det helt store hit var plus-plus klodser, som er små brikker der kan samles på alverdens måder - til billeder, 3d figurer, osv. Her er det kun fantasien (og ens evner ;-)) der sætter grænser. Efter at have været i legerummet i mange dage i streg, observerede jeg, at der ofte blev bygget de samme ting, fordi børnene var blevet trygge ved, at dét kunne de finde ud af. Jeg besluttede mig derfor for at udfordre dem lidt, og foreslog at vi kunne lave et fælles byggeri. Børnene besluttede hurtigt at temaet skulle være Svampebob Firkant (en tegnefilm jeg dagene forinden havde snakket meget med dem om). Vi brugte flere timer på at bygge ud fra vores forestilling (altså ikke noget at kigge efter). Resultaterne blev så gode, og børnene synes det var virkelig sjovt! Det blev senere til lidt af en dille at bygge store figurer i legerummet. :-)




Lidt kreativitet i hverdagen

For mig handler VNT-faget ikke kun om deciderede aktivitetet, hvor der planlægges og bruges materialer. Det handler også om at sætte gang i  børnenes fantasi generelt, og tænke lidt ud af boksen en gang i mellem. F.eks., lavede jeg i min første praktik lidt sjov med frugttjansen (der skulle forberedes eftermiddagsfrugt). Hver dag blev der gjort frugt klar, som blev lagt på fade så børnene nemt kunne tage. En fredag eftermiddag var der en masse frugt tilbage, som ikke ville kunne nåes at spise. Derfor brugte vi (min vejleder og jeg) noget af det, på at lave nogle små frugtfigurer, som en lille overrakselse til børnene, når de kom fra skole. Vi fik hver isæt tre børn til at hjælpe os. 'Min' så sådan ud: 


Den bragte stor glæde hos både børn og kollegaer. Selvfølgelig ved jeg godt, at der i en travl hverdag ikke altid er tid og plads til sådanne finurligheder. Men jeg synes alligevel det er vigtigt at huske at bruge lidt humor og fantasi en gang i mellem :-)

På opdagelse i naturen

I SFO'en hvor jeg havde min 2. praktik havde de et grønt område lige ved siden af, hvor der var en lille sø og et bålsted. Her var der tit små udflugter med forskellige børnegrupper, som flittigt brugte området til leg og madlavning/hygge om eftermiddagen. 

Jeg tog en dag 'min' børnehaveklasse med derover sammen med en anden pædagog. Vi pakkede fiskenet og små mikroskoper, små bakker, osv., og tog det med. Og så gik børnene ellers i gang med at fiske i søen. Her blev der fanget mange forskellige ting, som blev lagt i bakkerne til undersøgelse. Der var både sneglehuse, små insekter, planter - og de blev også nærstuderet i mikroskoperne. Vi var endda så heldige at fange et par salamandere, som virkelig vagte stor glæde hos især drengene. Det lagde op til en snak omkring søens miljø og de dyr der lever der. Børnene fortalte hvilke dyr de ellers kendte til, og vi havde en rigtig hyggelig eftermiddag. :-)

Billeder følger ;-)

tirsdag den 1. december 2015

VNT og læring

Som en del af min specialiseringsopgave inden for området Børn og Unge, har jeg arbejdet med forholdet mellem leg og læring. Herunder har jeg reflekteret over, hvordan VNT kan bruges som et legende element i læringsaktiviteter (hovedsageligt med børn i førskolealderen). Herudaf kom et lille projekt, hvor jeg med to børnegrupper har arbejdet med et tal-vendespil.

Den første gruppe var med til at klippe brikker, male baggrunde og tegne stik. Hefter spillede de vendespillet et par gange, hvor de derigennem (og gennem den løbende dialog med mig) lærte om tal, deres rækkefølge og udformning.

Den anden gruppe var kun med til spille spillet (og have dialog).

Formålet var hermed at evaluere på, om dét, at børnene deltog i den æstetiske proces forinden havde styrket deres læring.







Derudover har jeg også reflekteret lidt over, hvordan elementerne i VNT kan bruges som baggrund for læring af flere arter. Fx havde vi i den børnehave jeg var i i min 3. praktik et forløb omkring det danske kongehus. Efter snak om konger, dronninger, historie og slotte, lavede pige konge- og dronningekroner i karton og pyntede dem med 'juveler og diamanter'. På den måde brugte børnene deres nye viden (om takker, pynt og betydning af kroner) i aktiviteten.








Eller i et hygiejneforløb, hvor børnene blev sat på lidt af en opgave, da de blev spurgt om, hvordan bakterier egentlig ser ud? :) Vi så nogle videoer på youtube omkring bakterier og hygiejne, og gik så i kast med at udforme vores egen fortolkninger af bakterier. De er lavet af ler, piberensere og rulleøjne:






mandag den 12. maj 2014

Specialiseringsopgaven

Mit udgangspunkt

Ud fra min erfaring i praksis, oplever jeg ofte, at børnenes viden omkring naturen, dyrene og deres levevis er meget begrænset. Deres erfaring bunder hovedsageligt i kæledyr. Af den grund kommer børnenes perspektiv på dyrene hurtigt til at virke antropomorfistisk – dyrene opfattes som væsener, de personificeres og tillægges følelser. Dette ses tydeligst ved, at alting navngives.
Derfor vil jeg med denne opgave forsøge at præsentere en børnegruppe for dyr på en måde, så deres viden omkring dem bliver lidt bredere. Håbet er, at børnene udviser nysgerrighed overfor at lære om dyr, som de ellers ikke har nogen erfaring med. På den måde skal de, gennem processen, selv være en stor del af, at indsamle viden om dyret og dets levevis.
Børnenes erfaring med dyrene vil jeg give dem gennem naturen, da oplevelser heri danner et godt grundlag for ny læring.
Formålet med opgaven er desuden, at jeg ønsker at afprøve, hvordan jeg som pædagog, kan benytte VNT-fagets elementer i et samspil som kan styrke denne læring. Derfor vil projektet både indeholde en naturfaglig og en værkstedsfaglig del.
Dette leder mig til følgende problemformulering.


Problemformulering

Hvordan kan jeg som pædagog planlægge, udføre og evaluere en VNT-faglig aktivitet i børnehaveklassen, hvor børnene bl.a. gennem naturen øger deres læring omkring/dyrs levevis, som de efterfølgende bearbejder i en æstetisk aktivitet?

Forløbet

Jeg havde en børnegruppe med nede at kigge på udstoppede dyr. Efter en masse snak om dyrene, valgte de hver især et de ville lære mere om. Vi gik på biblioteket og blev klogere på dyrenes levevis. Til sidst skulle børnene bruge deres nye viden til at lave en tegning af deres dyr. Resultaterne blev rigtig gode.








Som en del af min egen læring, gennemgik jeg selvfølgelig også processen selv. Jeg var på skovtur i regnvejr, hvor jeg ledte efter snegle. Efter at have lært mere om sneglen, lavede jeg også min egen tegning. :-)